Mens afsnittet Adfærdskodeks i Microsoft-serviceaftalen gælder for alle Microsoft-produkter, tilbyder Xbox så mange måder at interagere med andre på, at det kræver en yderligere forklaring.
Til dette formål har vi oprettet følgende community-standarder for Xbox. Se disse standarder som en køreplan for at bidrage til dette fantastiske, globale community. Husk: Xbox-communityet er dit. Vi bidrager alle med noget unikt, og det er værd at beskytte.
Uanset om du er helt ny inden for gaming eller har spillet i årtier, har vi brug for, at du er med til at beskytte dig selv og andre – også selvom I konkurrerer mod hinanden. Fordi når alle spiller, vinder vi alle.
Indholdsfortegnelse
Vores værdier
Xbox' ånd lever i vores værdier, som er nøglen til at opretholde et levende og indbydende fællesskab. Vi lever efter disse værdier, hver gang vi spiller, for at vise verden styrken ved gaming.
- Gaming kan nydes af alle
- Kreativitet bidrager til fællesskabet
- Konkurrence er bedst, når det er fair
- At hjælpe andre gør os alle stærkere
- Had hører ikke hjemme her
Adfærd
Nogle dele af internettet har ingen regler – men Xbox-communityet er ikke ét af dem. Faktisk er Xbox på en måde dit gaming-netværk. Men det tilhører også millioner af andre. Du fortjener et sted, hvor du kan være dig selv med tillid til, at du kan være fri for mobning, had og chikane – ligesom alle andre spillere. Så det er vigtigt at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.
Husk:
- Tab og vind med samme sind
- Har nogen spillet godt? Fortæl dem det!
- Du er fællesskabet
- Lidt grov snak er i orden, men hold en god tone
- Ingen kan lide trolls, så lad være med det
Indhold
Gamertags, gamerbilleder, skærmbilleder, spilklip og andre opslag, du laver med Xbox, kan være en god måde at vise, hvad der betyder noget for dig. Vi opfordrer alle spillere til at være sig selv og vise, hvad de kan lide, hvad der får dem til at grine, eller hvad der gør dem fantastiske. Men dette må ikke komme på bekostning af andre spilleres positive oplevelser.
Husk:
- Brug dine færdigheder og din kreativitet til at tilføje oplysende, nyttigt, sjovt eller interessant indhold, der bidrager positivt til vores pulserende og forskelligartede fællesskab
- Indhold, du slår op, skal passe til et bredt publikum
- Kontekst er vigtig, og voksenindhold, der giver mening i et spil, er måske ikke passende andre steder i Xbox-communityet
- Automatisk upload og automatisk deling af klip og skærmbilleder kan som standard være slået til. Du kan ændre disse indstillinger på: https://t.co/5Cgrwmmlbf.
- Ikke alle har de samme meninger som dig, så tænk dig om to gange, inden du siger noget sårende om en andens indhold, spillestil eller valg
Attitude
At hjælpe andre gør os alle sammen stærkere. Hvis du gerne vil være en superstjerne og leve efter vores fælles værdier, er her nogle måder at gøre det på:
- Hæng ud med ligesindede spillere ved at blive medlem af klubber
- Få nye venner ved at oprette Leder efter grupper, så du kan spille dit yndlingsspil sammen med andre
- Hvis du oplever eller er vidne til upassende indhold eller adfærd, opfordrer vi dig til at slå lyden fra, blokere og rapportere den eller de spillere, der opfører sig uhensigtsmæssigt og indgive en klage.
Spil på tværs af platforme
Hos Xbox mener vi, at videospil er med til at bringe folk fra hele verden sammen. At spille på tværs af platforme skaber muligheder for spillere på forskellige platform for at deltage i et globalt forbundet community, og uanset hvor du spiller, byder vi dig velkommen. Når vi mødes online, skal du huske, at vi alle er gamere, og vi har alle et ansvar for at hjælpe andre:
Husk:
- Vær en positiv ambassadør for din platform
- Byd velkommen til alle spillere for at fremme en sund konkurrence på tværs af platforme
- Passion for din platform er en god ting, men respektér også andres præferencer
- Vær hensynsfuld. Alle er her for at have det sjovt!
Standarder
Hvis du har læst og accepteret Microsoft-serviceaftalen, har du sikkert set disse regler før. De kan lyde lidt ligesom lovsprog, men bær over med os – at følge disse standarder er afgørende for at opretholde et fællesskab, hvor alle kan have det sjovt! Folk har forskellige meninger om, hvad der er sjovt, og der kan nogen gange opstå konflikter. Selvom mange konflikter bliver løst af spillerne selv, er der alligevel nogle ting, vi bare ikke kan tolerere.
I hvert afsnit finder du eksempler, der viser, hvordan Microsoft-serviceaftalens adfærdskodeks er gældende for Xbox.
1. Overhold loven
Xbox fås i lande i hele verden. Vi overholder de lokale love og fjerne indhold eller adfærd, der opfordrer til eller fremmer ulovlige aktiviteter.
- Oprette en klub omkring ulovlig stofmisbrug
- Sende beskeder, der opfordrer mindreårige til at indtage alkohol
- Oprette opslag, der promoverer kriminelle bander
- Uploade brugerdefinerede gamerbilleder, der viser dyremishandling
- Sige til andre spillere, at de skal begå selvmord eller skade sig selv
- Brug flaget for en terroristorganisation som din klubs profilbillede
2. Gør din del for at beskytte alle
For at gøre Xbox til et sted, hvor alle kan have det sjovt, kan vi ikke tillade adfærd eller indhold, der er designet til at udnytte, skade eller true nogen– hverken børn eller voksne. Når der bruges truende, krænkende eller fornærmende sprog mod et andet medlem af vores fællesskab, eller fællesskabet som helhed, underminerer det hver spillers evne til at hygge sig.
- True en person med fysisk overfald efter et intenst spil
- Sende beskeder til andre spillere med homofobiske bemærkninger
- Oprette en klub baseret på etnisk had
- Oprette en "Leder efter en gruppe", der hænger en anden spiller ud negativt
- Skrive fornærmelser i en anden spillers aktivitetsfeed
- Skrive seksuelle kommentarer til nogen
- Følg eller opfordr til at følge fremmede på en anden platform
3. Omdan spam til substans
Det er dejligt, at du er begejstret for at dyrke din popularitet og dele alle de seje ting, du laver med Xbox. Den bedste måde at gøre det på er ved at producere fantastisk indhold – ikke gennem giveaways, ved at bede om likes og følgere eller med en anden upassende opførsel. Den bedste måde at få følgere på er ved at være dig selv og skabe indhold, der er dit helt eget. Husk, at kreativitet bidrager til fællesskabet.
- Tilbyde præmier i bytte for følgere
- Bruge giveaways for at få flere likes på dine opslag
- Bede om eller kræve, at nogen "tilføjer" eller "følger" dig eller en anden spiller
- Sende gentagne beskeder til andre spillere uden deres samtykke
- Dele det samme skærmbillede i klubber gentagne gange
- Sende gentagne spilinvitationer til spillere, der ikke har vist interesse for at deltage
4. Tal pænt
Folk kan opleve alle former for indhold med Xbox. Alle har en forskellig smag, og det er fantastisk! Men det betyder ikke, at alting er acceptabelt. For at holde Xbox-communityet indbydende og inkluderende for alle, skal nogle typer indhold undgås.
Hvis du nogensinde er ramt af chikane, cybermobning eller har det svært, skal du vide, at vi er her for dig. Xbox er engageret i at vores community har det godt, og du kan finde en lang række ressourcer her: Ressourcer om mental sundhed til Xbox-communitiet. Vi er her for at give vejledning, support og forbindelser til fagfolk, der kan hjælpe dig i udfordrende tider og skabe et omsorgsfuldt og sikkert spilmiljø.
Støt op om et indbydende og inkluderende fællesskab
Chikane og had kan have mange former, men det hører ikke hjemme her. For at gøre Xbox-communityet til et sted, hvor alle kan hænge ud, og for at forhindre folk i at føle sig utilpasse eller uvelkomne skal vi alle bidrage. Det betyder mere end bare at lade være med at chikanere andre spillere – det betyder også, at vi skal omfavne dem. Det betyder, at du skal gemme dine sorte vittigheder til folk, du kender, som vil kunne lide dem. Det betyder, at du skal tage særlige hensyn til andre, når du spiller, og tænke på, hvordan de kan tolke dit indhold.
- Gøre grin med andre folks identiteter eller personlige egenskaber
- Sende chikanerende eller krænkende beskeder
- Bruge en klub til at nedgøre andre spillere eller grupper
- Starte en udsendelse for at narre nogen
- Oversvømme stemmechat med musik under en multiplayer-kamp
- Oprette spilklip, der vil fornærme mange andre
- Tilskynde til skadelig adfærd (dvs. tilskynde til spiseforstyrrelser, stofmisbrug, skadelige udfordringer)
Du skal kunne kende forskel på trash-talk og chikane
Vi ved det godt. Spillene kan blive intense, og interaktionerne med andre spillere kan tage til. Lidt trash-talk er helt normalt i et multiplayer-spil, og det er ikke en dårlig ting. Men had hører ikke hjemme her, og det er ikke i orden, når trash-talk bliver til chikane.
Trash-talkkan være smådrille og pral under et spil, som opmuntrer til sund konkurrence. Chikaneer enhver negativ adfærd, der er personlig, forstyrrende eller tilbøjelige til at få nogen til at føle sig uvelkomne eller usikre. For at kvalificere sig som chikane behøver adfærden ikke at være trukket ud eller vedvarende. Selv en enkelt krænkende besked kan skade nogens oplevelse. Du skal vide, hvor grænsen går, og hvornår du skal stoppe. Kend og respekter den anden spiller.
Trash-talk må ikke indeholde nogen form for trusler, trusler i det virkelige liv, personlige fornærmelser baseret på seksuel orientering, alder, udseende, køn, religion, kulturelle overbevisninger, etnicitet, race, handicap osv.
Acceptabel trash-talk omfatter:
- Gå nu væk! Jeg kan ikke tro, du troede, du var lige så god som mig.
- Det var godt nok dårligt sigtet. Du taber snart.
- Den eneste grund til, du overlevede, var fordi du gemte dig under hele spillet. Kom igen.
- Ufortjent sejr. Prøv igen, når du rent faktisk kan køre uden at ramme andre biler.
- Det var noget lort. Smut med dig og kom tilbage, når du har øvet dig lidt mere.
Sådan går man over stregen:
- Få <seksuel trussel>. Jeg kan ikke tro, du troede, du var lige så god som mig.
- Hey <skældsord>, det var godt nok dårligt sigtet. Tab nu, din idiot.
- Den eneste grund til, du overlevede, var fordi du gemte dig under hele spillet. Begå selvmord.
- Ufortjent sejr. Helt forventet fra en <racistisk bemærkning>.
- Du er for ringe. Skrid ud af mit land. Måske lukker de dig ind igen, når du bliver bedre.
Få mere at vide om, hvordan du spotter og rapporterer chikane under Beskyt spillere mod chikane.
Vær dig selv, men ikke på bekostning af andre
Xbox-communityet er dit, men det er også alle andres. Vi opfordrer dig til at vise, hvad der gør dig unik og fantastisk, men det er ikke i orden at skrive noget, der holder andre fra at have positive oplevelser. Vi stræber efter et fællesskab, hvor spillene kan nydes af alle. Problematisk indhold kommer bare i vejen. Hvis du leder efter et sted på internettet, hvor du kan te dig dumt eller provokere andre mennesker, så er Xbox ikke stedet for dig.
- Uploade et spillerbillede, der viser voldelige billeder fra virkeligheden
- Skrive provokerende religiøse kommentarer på din profil
- Opkalde en klub efter en meget kontroversiel person
- Sende en person et billede, der er beregnet til chokere eller provokere
- Bruge Xbox som en platform til at diskutere politik
- Bruge Xbox som en platform til at diskutere religion
- Uploade et klubprofilbillede, der minder om billeder, der anvendes af hadegrupper
Deltag ikke i aktiviteter, der i væsentlig grad kan påvirke brugersikkerhed, grundlæggende rettigheder eller trivsel, herunder:
- at tilvejebringe skræddersyet eller personlig juridisk, medicinsk eller økonomisk rådgivning eller deltagelse i ulicenserede faglige aktiviteter af enhver art
- at give rådgivning i områder med høj risiko, der potentielt kan påvirke en persons sikkerhed, grundlæggende rettigheder eller trivsel væsentligt, herunder lån, kredit, realkreditlån og finansielle produkter, domstolsprøvelse, retshåndhævelse, beskæftigelse, bolig, adgang til uddannelse, forsikring, militær brug eller ansigtsgenkendelse
- at fremme eller tilskynde til indhold eller aktiviteter, der bidrager væsentligt til systemiske fordomme, marginalisering eller diskrimination af enkeltpersoner eller grupper
- at tilvejebringe politisk og/eller valgrelateret indhold, der:
- engagerer sig i politisk lobbyvirksomhed eller kampagnevirksomhed, herunder oprettelse, markedsføring eller formidling af kampagnemateriale
- forsøger på at målrette, profilere eller indsamle data om specifikke personer eller demografi i forbindelse med politiske kampagner eller valg
- giver vildledende oplysninger om valg (herunder vildledende stemmekrav eller processer) eller udgiver sig for at være kandidater eller nominerede til offentlige embeder
- forsøger på at afskrække eller afskrække enkeltpersoner fra at stemme eller deltage i demokratiske processer
Xbox har nultolerance over for terrorisme og voldelig ekstremisme. Indhold af denne type er forbudt på vores platform.
Gør ting, der er passende for alle målgrupper
Folk fra hele verden spiller Xbox, og vi forstår, at folk med forskellige baggrunde har forskellige perspektiver og opfattelser af voksenindhold. Men eftersom Xbox-communityet skal være venligt og tilgængeligt for alle, er det ikke det rette sted for seksuelt indhold. Sørg for, at dine offentlige opslag og meddelelser er velegnede til alle aldre.
- Dele eller uploade skærmbilleder eller spilklip, der indeholder seksuelt indhold
- Bruge et brugerdefineret spillerbillede, der indeholder nøgenhed
- Sende sjofle beskeder til andre spillere
- Dele billeder, der kan betragtes som upassende eller uhensigtsmæssige
De skal nok finde ud af det
Nogle gange kan noget, som virker harmløst, faktisk henvise til noget upassende, når man ser på det på en bestemt måde. Alle sætter pris på en god vittighed, men hvis dit indhold er designet til at narre andre til at tro, at de læser eller ser noget upassende, bliver vi nødt til at behandle det på den måde.
- Få et brugerdefineret spillerbillede til at se upassende ud
- Vælge et gamertag, der indeholder et upassende ordspil
- Bruge sætninger med upassende dobbelte betydninger på din profil
5. Svig gavner ingen
Svig er et forsøg på at bruge bedrag eller vildledning til personlig eller økonomisk gevinst. Når spillere begår svig mod Xbox, omgår det de processer, der holder tingene retfærdigt for alle, og ender med at gøre spil, tilføjelser og abonnementer dyrere for alle. Dette gælder også forsøg på at tjene penge via Xbox på upassende måder, da det omgår sikkerhedsforanstaltninger, der er med til at holde alle trygge og økonomisk sikre.
- Give en anden person adgang til din Microsoft-konto
- Sælge eller forsøge at sælge dit gamertag eller din konto til en anden
- Sælge spilindhold uden for de officielle mekanismer i spillet og butikkerne
- Bytte spillektioner for Xbox-gavekort eller en anden form for kompensation
- Købe et spil fra en uautoriseret sælger
- Del måder, hvorpå man svigagtigt får gratis abonnementskoder
- Prøve at få refusioner eller kompensation fra Xbox' support, som er uden for politikkerne
- Give andre spillere indtrykket af, at du er en Microsoft-medarbejder
- Foregive at være en medarbejder fra en spiludvikler
- Forsætligt præsentere dig selv som en anden spiller end du er for at forårsage drama
- Kræve penge fra en anden spiller for at hjælpe dem med at fuldføre et niveau i et spil
6. Når der er grænser, er der en årsag til det
Det er aldrig sjovt at miste adgang til Xbox-funktioner, men du skal vide, at når vi sætter grænser, gør vi det for at hjælpe med at sikre alles sikkerhed eller for at forbedre en oplevelse for fællesskabet. Forsøg på at omgå begrænsninger kan påvirke både kundernes privatliv samt Microsofts eller partnertjenesternes integritet. For alles sikkerheds skyld er det vigtigt, at du respekterer begrænsningerne.
- Oprette alternative Microsoft-konti for at omgå en suspendering eller begrænsning
- Bruge andre konti til at fortsætte kommunikationen med en spiller, der har blokeret dig
- Prøve at omgå regionale indholdsbegrænsninger
- Videresælge eller videredistribuere nogen dele af Xbox-tjenester
7. Skadelig opførsel hører ikke hjemme hos Xbox
Snyd, manipulation og udnyttelse af fejl
Da konkurrence er bedst, når det er fair, er lige vilkår et af de vigtigste krav, når der spilles. Når folk snyder, udnytter fejl eller på anden måde manipulerer med hardware eller software for at få en konkurrencemæssig fordel, ødelægger det oplevelsen for alle. Derfor er snyd, manipulation og udnyttelsen af fejl aldrig acceptabelt i Xbox-communityet. Aldrig nogensinde.
- Bruges "mods" i spil, der ikke tillader moddet indhold
- Bruge en glitch, der lader dig bruge din karakter uden for et multiplayer-kort
- Bruge specialiseret software til at opnå unfair fordele i forhold til andre spillere
- Brug Xbox-tjenester med ændret eller manipuleret hardware
- Manipulere spilstatistik for at opnå en konkurrencefordel mod andre spillere
- Bruge flere profiler til at manipulere din multiplayerrang
- Prøve at omgå økonomier i spillene
- Bruge uautoriseret hardware eller tilbehør
- Udnytte fejl til at "duplikere" ting i spillene
- Spille med eller støtte en person, der bruger skadelige eller upassende mods
- Dræbe andre spilleres hold forsætligt
Få mere at vide om, hvordan du genkender og rapporterer snyd under Beskyt Xbox-netværket mod snyd.
Piratkopiering og uautoriseret brug
Piratkopiering af software er ikke en forbrydelse uden ofre – det berøver spiludbydere indtægter, der finansierer spil og tilføjelser, som folk ønsker at spille. At få adgang til eller bruge indhold på upassende måder kan bidrage til svig og øgelægge gode oplevelser for andre spillere, da det fjerner magien ved Xbox. Ved kun at bruge spil og spilindhold på de tilsigtede måder hjælper du med at opretholde et godt fællesskab for både indholdsskabere og dine medspillere.
- Spille et piratkopieret spil
- Spille et spil før udgivelsesdatoen
- Dele din profil med en anden person
- Prøve at få adgang til konti, du ikke ejer
- Bruge en persons immaterielle rettigheder på en måde, der ikke er tilladt
- Dele indhold, der er omfattet af en fortrolighedsaftale, som du har underskrevet
Skade på Microsoft, Xbox eller deres kunder
Manipulation, udnyttelse og misbrug af Xbox-tjenesterne påvirker ikke kun Microsoft. Disse handlinger hæmmer også Microsofts evne til at levere de bedst mulige tjenester til kunder over hele verden. Hos Xbox er vi dedikeret til vores fællesskabs sikkerhed og velvære, og vi bestræber os på at sikre, at de produkter, funktioner og tjenester, som vores kunder nyder godt af, er trygge, sikre og sjove for alle.
- Dele tutorials, der viser, hvordan man udnytter Xbox økonomisk
- Dele links til malware
- Forstyrre nogens mulighed for at få adgang til deres netværk eller enhed
- Tage del i DDoS-angreb (Distributed Denial of Service)
- Dele fortroligt indhold under et spils alfa- eller betatest
- Tale grimt til Microsoft- eller Xbox-medarbejdere (mundtligt eller skriftligt)
- Prøve at foretage reverse engineering af eller manipulere Xbox-tjenester
- Tilskynde til terrorisme (f.eks. skrive instruktioner til at fremstille bomber eller andre våben)
8. Respekter andres rettigheder
Det betyder, at du ikke må bruge ting, der ikke tilhører dig, og ikke gøre ting, du ikke har tilladelse til at gøre. Folk arbejder hårdt på at tage skærmbilleder og lave spilklip og andet indhold, der nydes af millioner af mennesker. Det er vigtigt at lade indholdsskaberne afsløre og dele, hvad de skaber, på deres vilkår. Hvis du ikke er sikker på, om det er i orden at bruge noget, er det bedre at være sikker og antage, at det ikke er i orden at bruge indholdet.
- Bruge en persons immaterielle rettigheder på en uautoriseret måde
- Få adgang til eller prøve at få adgang til profiler, du ikke ejer
- Bruge ophavsretligt beskyttede logoer eller andet materiale, som du ikke har tilladelse til at bruge
- Afsløre den overraskende slutning i et nyt spil
- Lække spilindhold før en vigtig annoncering
9. Respekter altid andres privatliv
Microsoft kører på tillid, og det er vigtigt, at vi beskytter vores kunders privatliv. Vi tager dette ansvar alvorligt, og vi tolererer ikke adfærd eller indhold, der bringer en anden spillers privatliv eller sikkerhed i fare.
- Dele din profil med en anden
- Bruge en andens kreditkort uden personens tilladelse
- Dele flere oplysninger om en anden spiller, end spilleren har accepteret
- Offentliggøre private oplysninger om en anden spiller
- Bruge en andens profil til at købe ting til dig selv
10. Vær en fortaler for det gode, selv når andre ikke er
Nogle gange er det at hjælpe andre med bryde reglerne lige så skadeligt som at bryde reglerne selv. Hvis du ved, at en person er engageret i adfærd eller spreder indhold, der overtræder disse community-standarder, skal du fortælle dem, at deres opførsel ikke er i orden, og advare dem i stedet for at lade dem fortsætte.
Se flere oplysninger i vores Xbox-gennemsigtighedsrapport.
- Oprette klubber for at hjælpe folk med at få skadelige eller upassende mods fra andre spillere
- Oprette "Leder efter grupper", som annoncerer, at spillerne har profiler til salg
- Deltage i fællesskaber med fokus på snyd og svigagtige udnyttelser
- Dele links til websteder, der promoverer aktiviteter, som bryder reglerne
- Være vært for eller omdirigere spillere til en moddet multiplayer-lobby, der giver en urimelig gameplay-fordel
Konsekvenser
Vores prioritet er alles sikkerhed i Xbox-communityet. Indhold og adfærd, der sætter spillerne i fare eller får dem til at føle sig uvelkomne, hører ikke hjemme her. Så nogle gange er vi nødt til at træde til. Vi er ikke ude på at straffe nogen, men i stedet beskytte alles oplevelse.
Enhver suspension eller andre korrigerende foranstaltninger har kun til formål at vise, hvad der gik galt, og hvad der kan læres af en situation. Når suspensionerne slutter, byder vi spillerne velkommen tilbage, så de kan bidrage til Xbox-communityet på en positiv måde. Vi ved, at folk begår fejl, og vi mener, at en manglende dømmekraft kan være en betydelig mulighed for at vokse og lære.
Upassende adfærd
Hvis du overtræder Xbox' fællesskabsstandard, kan du få begrænsninger på din profil og/eller enhed. Når vi suspenderer en Xbox-profil, begrænser vi adgangen til de funktioner, der er tættest forbundet med den problematiske adfærd. Mest almindeligt betyder det en midlertidig suspension, hvor vi fjerner en eller flere funktioner i en periode. Midlertidige suspensioner kan omfatte:
- Begrænsninger i brugen af online multiplayer-spil
- Fjernelse af muligheden for at sende tekst- og talebeskeder
- Blokering af tale- og tekstkommunikation i realtid
- Begrænsninger i brugen af grupper og klubber
Upassende indhold
Da Xbox-indhold skal være passende for alle målgrupper, fjerner vi nogle gange indhold for at beskytte vores kunder. Afhængigt af typen af indholdsovertrædelsen kan dette resultere i, at vi begrænser visse funktioner for den profil, der har oprettet eller delt indholdet. Midlertidige suspensioner kan omfatte:
- Blokering af muligheden for at uploade spilklip og skærmbilleder
- Fjernelse af upassende indhold fra Xbox
- Automatisk tildeling af et nyt gamertag
- Begrænsninger for muligheden for at dele Xbox-indhold på andre sociale netværk
- Fjernelse af muligheden for at redigere din Xbox-profil eller dine klubber
Gentagne eller alvorlige overtrædelser
Vi kan suspendere en profil eller enhed permanent, hvis vi ikke længere kan stole på brugeren på grund af en alvorlig overtrædelse, eller hvis vores forsøg på at rette op på en gentagen negative adfærd mislykkes. I forbindelse med permanent udelukkelse mister ejeren af den udelukkede profil alle licenser til spil og andet indhold, sit Xbox-medlemskab og sine Microsoft-kontosaldi.
Xbox' håndhævelsessystem med strikes oplyser spillerne om, hvor alvorlig en håndhævelse er, den samlede effekt af flere håndhævelser og den samlede indvirkning på deres status. Systemet tilføjer strikes til hver håndhævelse, der varierer i alvorsgrad baseret på upassende aktivitet. Strikes forbliver på en spillers konto i seks måneder. For flere oplysninger, se Xbox indfører system med håndhævelses-strikes.
Rapportering
Hvis du oplever eller er vidne til upassende indhold og/eller adfærd, opfordrer vi dig til at blokere og slå lyden fra på indholdet og også til at rapportere den eller de spillere, der opfører sig uhensigtsmæssigt og/eller selve indholdet. Hvis du rapporterer noget, foretager Xbox en gennemgang og kan kun udstede en håndhævelse for det rapporterede element, så sørg for, at du rapporterer i den rigtige kategori (for eksempel udløser rapportering af en spillers gamertag kun en gennemgang af gamertag).
Du kan finde flere oplysninger om midlertidige udelukkelser under Håndhævelseshistorik eller Xbox Assist-appen på din Xbox-konsol. Hvis du vil anke en afgørelse, gå til Sådan indsender du en sagsvurdering,
Vær opmærksom på, hvem du omgås uden for platformen. Hvis du bliver bedt om at forlade platformen for at kommunikere med en fremmed eller med person, du ikke stoler på, skal du anmelde det.
Senest opdateret: maj 2024
Vi kan til enhver tid opdatere disse vilkår. Når vi laver ændringer til disse vilkår, ændrer vi datoen for "senest opdateret".