Hunt: Showdown 1896 - When Shadows Dance

Denne DLC-pakke indeholder en jæger, to våben og et værktøj: - Hayalî (jæger) - Karagöz (Springfield 1866) - Hacivat (Scottfield Swift) - Lamba (advarsels-snublemine) I den spæde nat, når skyggerne danser i ildens skær, og hvis mørket er blottet for skulende øjne, kan skyggedukkeføreren lokkes til at optræde med sit show. Et slidt klæde kommer til syne, og den kvikke Karagöz og den hovmodige Hacivat præsenteres. Selv om Hayalîs oversættelse fra tyrkisk ikke er helt perfekt, kan det få selv den mest humørforladte jæger til at grine eller græde over gnidningerne mellem Karagöz og Hacivat. Hayalîs liv er sløret af fortællinger og underfundigheder - konsekvenserne af et sind, der er splittet i to. Nogle detaljer er der enighed om. Han var engang noget af en heroisk soldat, tilsyneladende kendt af selveste den osmanniske sultan. Dagene blev brugt på togter, nætterne på at holde humøret højt med sin fars skyggeteater. Der skete noget, som fik ham til at flygte til Amerika. Der vendte han sig væk fra blodsudgydelser og forsøgte at tjene til livet ved at deltage i omrejsende shows, udpinte karnevaler og forhadte cirkusser. Dette var enten ikke nok eller alt for meget, og snart befandt han sig igen på jagt i skyggerne, hvor han ledte sit bytte i døden. Hvis Hayalîs forestillinger varer for længe, bliver de til noget helt andet i overgangen mellem lys og mørke. Karagöz' og Hacivats skæve bevægelser bliver smidige, deres tale bliver, som havde de lunger, deres kroppe får dybde og det slidte stof ånder af liv. Og først da fortæller Karagöz og Hacivat en historie, der er uhørt i deres hjemland. De to venner, som nu er noget mere, rammes af ulykke: Hacivat er indespærret i et bur, enten et mørkt rum eller et overdådigt værelse hos Kafes. Karagöz lægger en plan. De to iscenesætter en blodig kamp, og begge deres ansigter bliver mørbanket til ukendelighed. De forsoner sig med hinanden, forbinder deres sår, og den ene forlader fængslet, mens den anden bliver. Begge begiver sig af sted med Karagöz' berømte ord: Må mine ugerninger blive tilgivet.