Hunt: Showdown 1896 - The Phantom of the Catacombs

Denne DLC-pakke indeholder en jæger, to våben og et værktøj: - The Bone Mason (jæger) - Fissure (Romero 77 Hatchet) - Fresh Marrow (Uppercut) - Scarfskin Satchel (førstehjælpskasse) Kirkeklokkerne i Notre Dame i Paris ringede i skrigende smerte natten igennem og signalerede timerne, der gik, mens Lysets By sov roligt. Byen havde oplevet kraftigt regnvejr i fem dage, og Béatrice Maunet var gennemblødt og udmattet. Hun havde gennemsøgt alle gader og stræder, men hendes søn Henri var ikke til at finde nogen steder. Det eneste sted, der var tilbage at lede, var under jorden. Fortvivlelsen bragte hende til indgangen til Paris' katakomber. Et svagt håb tændtes i hendes hjerte, da hun læste advarslen højt: ""Arrête! C'est ici l'empire de la mort."" Hun vidste, at Henri var en modig dreng, og begav hun sig ind i de mørke haller. Efter tusindvis af skridt ind i mørket blev dagene i de levendes verden til nætter, men i de dødes haller gik tiden i stå. Hun memorerede sig følelsen af hver enkelt knogle og kranie, hver eneste revne og fraktur, der gjorde dem unikke. Mørket herskede over hendes sind og sjæl, og væggene af knogler hviskede endeløse historier om smerte og død. Hun gik og gik, indtil hun i en mørk, ukendt hal mærkede den velkendte kontakt med sin drengs ansigt. Hun fulgte knoglerne tilbage og kom ud med ham i sine arme – livløs og i forrådnelse. Béatrice rensede omhyggeligt sin drengs lig og gav ham sit sidste bad. Fuld af anger håbede hun at finde fred i katakomberne, hvor det hele begyndte. Hver midnat tilbød hun hans knogler til væggene og behandlede dem med en kunstners respekt og omhyggelighed, idet hun ønskede, at de ville acceptere hendes højtelskede dreng. Men væggene forblev tavse, og som årene gik mistede hun sin viljestyrke og sit navn og blev til Bone Mason – fantomet i katakomberne – som det blev kaldt af dem, der så det begive sig ind i mørket hver gang klokkerne ringede tolv. Og da tiden slukkede den sidste gnist af håb, pegede et mystisk brev på Louisiana, hvor hun kunne finde andre fortabte sjæle. Under hele rejsen over Atlanterhavet kærtegnede hun ømt den taske, hun havde lavet. Ingen troede på historien bag tasken, men Béatrice fandt trøst i den velkendte berøring af dens ydre, som efter sigende skulle være lavet af hendes drengs egen hud.