Hunt: Showdown 1896 - The Penitent

Denne DLC-pakke indeholder en jæger, to våben og en forbrugsgenstand: - The Penitent (jæger) - Delirium (Rival 78) - The Scourge (Officer Brawler) - False Sacrament (regenereringskud) Som en hund, der smager frisk kød for første gang, blev Damien Yedaiah besat af smerte, da hans pisks søde bid skænkede ham den frelse og tilgivelse, han havde søgt i årevis. I smertens varme favntag kunne Damien kæmpe imod sin anger og knuse sine minder, en velsignelse skænket af Herren selv. Men som årene gik, voksede hans ar, vidnesbyrdene om hans inderlige fromhed. De betændte sår strakte sig over hans krop som enorme bjerge og begravede hans nerver dybt under tykke lag af sårskorper og arvæv, indtil hans krop til sidst var helt følelsesløs, og smerten, hans vejviser mod frelsen, forlod ham. Hvert lyn af smerte er markeret med sved, blod og hans skærende stønnen, der holdt hans dæmoner stangne, men den nat rejste hans pisk nyttesløst gennem luften. Et stearinlys, der ikke engang kunne oplyse voksen under det, flakkede en gang, og så igen, mens pisken steg og faldt og flåede i hud og kød, og smertens fravær blev til skuffelse. Skyggerne dansede i det flakkende lys for at fejre dæmonernes komme, og deres skrig, højere end nogensinde, hånede Damien. En forpint stønnen rungede gennem hans allerhelligste, en krypt under St. Francis Seraph Church, og Damien skælvede i desperation, da hans dæmoner vendte tilbage. Besat af behovet for at undslippe smerten, gjorde han, hvad han kunne for at få dem til at forstumme, ved at vikle pigtråd om de dele af hans krop, der endnu var uberørt af pisken. Men det var ikke nok. Desperat flåede han huden af sit ansigt og gemte det i en stofpose, dyppet i salt. Men ekstasen var kortvarig. Stearinlysets lys døde ud, og med det håbet. Han stod i mørket, omgivet af sin fortid, mens minderne flakkede for hans øjne: hans kone, med brystet skåret op, ansigtet i trævler og hænderne bundet med hendes egne indvolde ... Hendes øjne rettet stift mod ham, som tiggede de om en nåde, der aldrig ville komme. Bag hende var hans søn, hvis lemmer var revet fra hinanden, sømmet fast på et stort kors og primitivt syet sammen til en skulptur af kød, mens Damien holdt det jagtgevær, han senere døbte Delirium til minde om sine synder. Gennem denne storm af billeder talte en stemme om fred, et løfte, der var for fristende til at modstå. Med The Scourge i hånden, stadig vædet af hans eget blod, tog han sit første skridt ind i AHA i Louisiana, og stemmerne, nu i harmoni, bød ham velkommen til jagten.