Hunt: Showdown 1896 - Biatatá - Still Waters Run Deep

Denne DLC-pakke indeholder en jæger, to våben og en forbrugsgenstand: - Biatatá (jæger) - Proteção do Andarilho (Slate) - Cobra da Várzea (Scottfield Spitfire) - Língua de Fogo (benzinbombe) Følgende uddrag er hentet fra novellen ""Cobra da Várzea"", der er offentliggjort i en unavngivet lokal avis fra Salvador (Bahia), Brasiliens Forenede Stater (maskinskrevet oversættelse vedlagt) Den er tre over midnat, og det eneste lys for ligaerne kommer fra det lille bål, hun har bygget i sandet. Med sine rolige og smidige fingre skærer forsigtigt sin gevinst ud med en kniv. Når den giver efter, er det med en våd lyd, og hun lukker sin hånd om den som en omfavnelse. Ved hendes fødder protesterer fire mænd med en dæmpet jamren og går natten i møde med blødende huller, hvor de engang havde øjne. Når fiskerne finder dem, vil de være klædt i hvidt af Atlanterhavets bølger og afvente den endelige dom for de synder, som menneskernes domstole hurtigt tilgav. Til den tid er hun langt væk. ""Det er Biatatás værk."" Den dæmpede hvisken vil lyde gennem gaderne og på kirkebænkene. Nogle vil kalde hende en helt, andre en morder, mens de overtroiske vil insistere på historierne om en brændende slange, der stjæler mænds øjne og driver dem til vanvid. Frem for alt vil folk spørge, og aviserne vil udbryde, hvorfor? Hun ruller det friske øjeæble mellem fingrene og spekulerer endnu en gang på, om hun nogensinde kan svare. Hun har aldrig troet på retfærdighed, og hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har nydt hævn. Det eneste, hun husker, er at være lille og mager og usynlig i en flok med alt for mange. At falde og blive brugt som fortov. At bløde og blive efterladt til at rådne op. Hun spurgte mange gange hvorfor, og da hun fik svaret, føltes det som smertelindring af et brandsår. Måske er forklaringen på ens ondskab simpelthen, at man kan. Og hvis det er tilfældet, så kan hendes egne bevæggrunde være lige så enkle. Hverken en frelser eller et monster. Hun dræber disse patetiske mænd, fordi hun kan, og fordi ingen andre vil. Hun kaster øjet ind i flammerne og tager en dyb indånding, før hun smiler. I morgen rejser hun nordpå til koldere lande, på sporet af mere forfærdelig ondskab og sværere valg. Men i aften varmer Salvadors salte luft hendes hud, og da mændenes skrig forstummer, ved hun, at de døde ikke kommer tilbage.